Ligesom ved diskusprolaps i lænden er der tale om en udbuling af den inderste del af en af de bruskskiver, der sidder imellem nakkehvirvlerne. Ved diskusprolaps i nakken er der dog også oftere tale om egentlig slidgigt, som medfører små knoglefremspring de steder, hvor der går nerver ud fra rygmarven. Dette kan give yderligere tryk på nerven. Symptomerne på diskusprolaps i nakken forekommer i den ene arm, typisk som prikken eller smerte i f.eks. tommelfingeren. Dette kan være kombineret med en nedsættelse af kræfterne i armen.
Behandlingsprincipperne ligner dem, der anvendes ved diskusprolaps i lænden. Således anbefaler man i første omgang en ikke-operativ behandling. Hvis denne ikke har effekt, kan man vælge at blive opereret. Operationen foregår oftest gennem en åbning på højre side af halsen, så man kommer ind på forsiden af nakkehvirvelsøjlen, hvor man fjerner hele den bruskskive, hvor prolapsen og eventuelle slidgigtforandringer sidder.
Efter, at prolapsen er fjernet og dermed det meste af discus, indsættes der en kunstig ”skive/ring” i stedet for discus. I ringen lægges enten lidt af patientens eget knoglevæv eller alternativt lidt kunstig knogle, som fører til en sammenvoksning mellem de to hvirvler. Undertiden vælges at indsætte et knoglestykke fra hoftekammen, som eventuelt fastholdes med en lille skinne. Valget afhænger af, hvor udtalte forandringer, især slidgigt-forandringer, der er tale om.
Succesraten for operation for diskusprolaps i nakken er høj, nemlig op mod 90 pct., såfremt der er overensstemmelse mellem symptomer, fund ved CT- eller MR-skanning og den objektive undersøgelse. Komplikationer er sjældne, og lammelser forekommer kun hos mindre end én pct. af de opererede patienter.